For at opfylde kravet om løn- og arbejdsvilkår, skal en ansøger eller en indehaver af en fællesskabstilladelse følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.
Der er ikke krav om, at virksomheden skal være medlem af en arbejdsgiverforening, men arbejdsgivernes samlede omkostningsniveau for chaufførerne må ikke afvige væsentligt og entydigt fra de omkostningsniveauer der findes i de retningsgivende kollektive overenskomster for chauffører.
Kravet til opfyldelse af løn- og arbejdsvilkår kan af indehaveren af en gods- eller bustilladelse enten dokumenteres ved at;
- Være omfattet af en retningsgivende overenskomst
- Være omfattet af en landsdækkende kollektiv overenskomst for chauffører, der ikke afviger væsentligt og entydigt fra de retningsgivende overenskomster
- Være omfattet af en anden kollektiv overenskomst, hvis fagområde omfatter chauffører som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område.
- Følge et omkostningsniveau, der ikke afviger væsentligt og entydigt fra de retningsgivende overenskomster
Indehaveren af varebils- og internationale varebilstilladelser skal følge bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.
Hvad er en retningsgivende overenskomst?
De retningsgivende overenskomster er de kollektive overenskomster for chauffører, der er indgået af de på godskørsels- eller buskørselslovens område, mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.
Det beror på en konkret vurdering hvilke overenskomster på transportområdet der skal anses for at være de retningsgivende overenskomster for chauffører. Vurderingen tager blandt andet udgangspunkt i hvor mange medlemmer den pågældende lønmodtagerorganisation har, samt hvor mange der er dækket af den pågældende lønmodtagerorganisations overenskomster.
